Præstens spalte i Kirkebladet, november 2009

af sognepræst Torben Tramm Måske vil nogle have set de indslag, der kører i fjernsynet om fx sygeplejersken i skadestuen eller P-vagten på arbejde, der får skældt huden fuld for noget, de overhovedet ikke har nogen som helst indflydelse på. Det hele er fortalt udfra et barns begrebsverden, og det giver en tankevækkende indfaldsvinkel til problematikken: barnet kan undre sig over, at sygeplejersken har fået jord i hovedet – det må da have gjort ondt! – og når vi lige vender den en omgang og ser det kropssprog, det menneske har, der står og fortæller hende, at hun har jord i hovedet, så bliver meningen klar.

Det er en kvinde, der er mere end almindeligt ophidset over, at det hele skal tage så lang tid, og hun sviner den stakkels receptionssygeplejerske til, så man får helt røde ører ved at se det!

Det er ikke fordi, man ikke kender til fornemmelsen af at sidde der i timevis og synes, at det her, det kan da ikke være rigtigt – men det kan den sygeplejerske, der står ved skranken altså ikke gøre for….og derfor skal det ikke gå ud over hende!

Det er heller ikke fordi, man ikke kender til fornemmelsen af at skulle skynde sig helt vildt og derfor bliver nødt til at smide bilen et sted, man egentlig godt ved, ikke er så smart – men når der så berettiget bliver udskrevet en P-bøde, skal det da ikke gå ud over den sagesløse P-vagt, der bare gør sit arbejde!

Han eller hun kan jo ikke gøre for, at man ikke kom ud af døren de fem minutter før, man burde være kommet af sted!Nogle gange kan man undre sig over de ualmindelig hårde ord, folk siger til hinanden, det ondsindede og rå tonefald, tingene kan blive sagt i, og hele den mentalitet, der ligger bag.

Somme tider virker det faktisk, som om vi tror, at de mennesker, der ikke lige er vores venner eller folk, som vi kender, bare er ting, vi kan gøre hvad som helst ved og sige hvad som helst til.Hvis vi ikke kender hinanden og der ikke er noget, der tyder på, vi kommer til det, kan vi bare svine hinanden til, lige så tosset det skal være!

Tænk, at man kan få sig til at tale til et andet menneske, som om det var en dør eller en sten, man har slået sig på!I kirken prøver vi at tale ordentligt til hinanden og til alle, for vi går i skole hos ham, der har lært os, at alle mennesker er lige meget værd for Gud. Og ”lige meget” betyder i denne sammenhæng ALT!

Om vi kender hinanden eller ej er lige meget – for han kender os alle, og han vil, at vi skal elske hinanden. Elske den anden som os selv. Jeg synes på en måde, det bliver lettere, hvis vi lader være med at se det menneske, vi ikke kender endnu, som noget ligegyldigt, men i stedet ser det som den, Gud gav sit liv for.

Det menneske, jeg ikke kender endnu, er ikke en ting, men en person, der er hele Guds liv værd! Og det burde da som det mindste betyde, at jeg taler ordentligt til det! Om så det er en sygeplejerske, en P-vagt, en præst eller en pandekagebager!

Alt andet ville da være at have jord i hovedet!