Helligåndskirken Århus
Home Printer venlig version
  • Aktiviteter
  • Information
  • Nyheder
  • Fra kirkens liv
  • Navne og tlf.
  • Kalender
  • Internt
  • Seneste prædikener
  • Præstens spalte fra kirkebladet
    • Folkekirken er godt stof ved Henrik Oest
    • De Hellige Tre ved Torben Tramm
    • Alle Helgen. En mindedag ved Henrik Oest
    • Kors for en tanke! ved Torben Tramm
    • Folkekirken er bedre end sit rygte ved Henrik Oest
    • Lad bekymringerne vente, ved Elsa M. Wejse
    • Tal Ordentligt, ved Torben Tramm
    • Fadervor-bånd ved Henrik Oest
  • Symbolske navne på mødelokaler!
  • Besøgstjenesten efterlyser
  • Hør din gudstjeneste på pc!
  • Kunstudstilling 2012
  • Helligåndskirken adopterer barn nr. 4!
  • Kirke-café hver onsdag
  • Lysets og Respektens Torv
  • Åben Kirke - klubbernes dag!

Kors for en tanke! ved Torben Tramm

af sognepræst Torben Tramm


En dom ved den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har givet ekko og vakt bekymring for, at det, der begyndte med et forbud mod et krucifiks i et italiensk klasselokale, skal ende med et forbud mod korset i Dannebrog.

Det er, som om man i forhippethed på at tækkes bestemte religiøse grupper tager religionsfriheden fra andre og træder dem under fode.

Tænk, hvis Dannebrog ikke længere må vaje ved offentlige bygninger, hejses på fest- og mærkedage i haverne, blafre lystigt i kolonihaverne og sættes og stryges stemningsfuldt under sang på lejre!

Måske kirkerne kunne være et kompromis, de er jo bygget til det religiøse formål, og det er vel et brud på menneskerettighederne at forbyde kirkerne brugen af Dannebrog?
Hvad er det egentlig, korset har bragt os? Det virker til tider, som om det kun forbindes med krig, vold og undertrykkelse, hvilket er underligt, når man tænker på, at det er det stik modsatte, korset står for!

Det er forstemmende, gang på gang at få revet intolerance i næsen, når korset står for noget, hvor selv ordet tolerance kommer til kort! Korset er et symbol, der ikke bare udtrykker tolerance, men noget, der endda overtrumfer begrebet næstekærlighed. Korset udtrykker fjendekærlighed.

Det er korset, der har bragt os frem til det samfund, hvor grundlaget er retfærdighed, næstekærlighed, fred og frihed, og det er korset, der har sørget for, at der er noget, der hedder religionsfrihed.

At der har været ført krige og er blevet begået overgreb i korsets navn er sikkert og vist – men hvor der er mennesker, kan der opstå misbrug. Korset selv står, som sagt, for det stik modsatte! Og derfor skal vi ikke hverken forbyde korset eller forvise det til de private gemakker – men tværtimod holde det højt i ære og gøre, hvad vi kan, for at fremme korsets sag – til glæde og gavn for netop også dem, der gerne så det forbudt!

For det er jo pointen: korset beskytter netop anderledes tænkende og troende, står vagt om den tanke, at budet om at elske ikke bare gælder venner og venners venner – men også dem, der tror, tænker og taler anderledes. Budet om at elske gælder alle, virkeligt alle, også dem, der hader én!

Ironisk nok burde de, der anlægger sager for at forbyde brugen af kors i det offentlige rum, i virkeligheden arbejde for en styrkelse af korsets symbol, for det er kun det, der til syvende og sidst kan sikre, at der er plads til os alle. Ikke bare plads til, men også frihed, retfærdighed og gode vilkår for os alle!

I skrivende stund vides ikke, hvad der vil ske. Men også i år vil vi drage på lejr på Oddesund med 60 glade og forventningsfulde børn, der hver morgen vil være med til at synge korsbanneret Dannebrog op som optakt til en dag, der vil være præget af budskabet om at elske hinanden og give plads, respekt og omsorg til alle – også dem, der ikke giver igen med samme mønt. Og hver aften vil vi alle synge Dannebrog ned for igen at blive mindet om det!

Måtte korset ikke bare få lov til at blive i det offentlige rum – men få en mere fremtrædende plads i det. Det ville være os alle til glæde og gavn, endda netop også dem, der gerne så det forbudt!

Helligåndskirken · Torpevænget 1 · 8210 Århus V. · Tlf: 86151888 · Fax: 86751889 · E-mail: kontor@helligaandskirken-aarhus.dk