Gud er farverig. Alle farverne i naturen, nuancerne gennem årstidernes skiften. Gud har gerne villet give os noget smukt at se på. Og sådan er det også med de liturgiske farver, kirkeårets farver.

De liturgiske farver er det udvalg af farver (almindeligst hvid, rød, grøn, violet og sort), der anvendes for at anskueliggøre de forskellige tider og fester i kirkeåret eller til at markere særlige handlinger.
 
I Helligåndskirken har vi de små vignetter ved salmetavlerne, som understreger de liturgiske farver.
 
Regler for anvendelsen af en liturgisk farveskala fastlagdes allerede i tidlig middelalder inden for den katolske kirke og holdes stadig i hævd. Den lutherske kirke har ingen faste forskrifter herom, og praksis har derfor varieret fra en gentagelse af de katolske sædvaner til benyttelse af kun en enkelt farve, oftest rød eller sort.
 
For farvernes anvendelse i løbet af kirkeåret gælder i dag generelt: 
 
Grøn 
symboliserer vækst og håb.
Det er kirkens hverdagsfarve og anvendes i Helligtrekongertiden samt i hele Trinitatistiden.
 
Hvid (eller gylden - i Helligåndskirken bruger vi gylden) 
symboliserer renhed, glæde, hellighed og uskyld og er kirkens festfarve.
Den benyttes ved højtiderne (jul og påske) samt ved særlige fester for Treenigheden og Kristus (herunder Mariæ Bebudelsesdag).
 
Violet 
symboliserer ånd, alvor, passion og anger.
Den bruges i  bods- og fastetiderne: Advent, søndag septuagesima til midfastesøndag (fastetiden), palmesøndag samt på bededag. 

Rød 
symboliserer lidenskab, kærlighed og passion samt ånd, ild og blod.
Den bruges i pinsen samt på martyrdage (St. Stefans dag).
 
Sort 
er sorgens og dødens farve og bruges alene langfredag.