Nu følger endnu et højdepunkt i gudstjenesten: Den aronitiske velsignelse.
Opkaldt efter Aron, ypperstepræsten, bror til Moses fra Det gamle Testamente. Gud pålagde Aron at velsigne folket på denne måde i 4. Mosebog kapitel 6 vers 22 til 26:
"Herren talte til Moses og sagde: v23 Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:
v24 Herren velsigne dig og bevare dig,
v25 Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
v26 Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred."
Når vi går hjem fra gudstjeneste, så går vi hjem med velsignelsen. Og så har vi konkret hørt det sagt til netop mig, at Gud løfter sit ansigt mod mig, dvs. ser på mig med sine gode øjne til glæde og opmuntring.
Når præsten har lyst velsignelsen over menigheden - svarer vi med at synge 3 x Amen. Amen betyder: Ja, det er sandt! Og her udtrykker vi som menighed en tilslutning til den Gud, som øser sin velsignelse over os. Vi gør det 3 gange - i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.