Helligåndskirkens Missions-projekt: Armenien
Helligåndskirkens Menighedsråd har i samsråd med præster og øvrige medarbejdere valgt et missionsprojekt, som de kommende år støttes med omtale, støtte, indsamlinger og anden omsorg: Den kristne Kirke i Armenien, hvor Dansk Armeniermission arbejder.
Vi vil her løbende følge arbejdet med fotos og historier fra Armenien.
Læs i dette nummer spændende beretninger om bl.a.
- 11 børn døbt i Khor Virap
- Studenterarbejdet, Q"Den kristne diskussionsklub" vokser - fra 5 til 21 nu og vokser videre uge-for-uge
- Dansk besøg i Armenien - og anerkendende foretrædeb for kirkens højeste leder, katholikos!
- Nane Kachatryan, den ansatte armenier, som taler dansk og har gjort en fantastisk indsats for at få kirken og dens børne- og ungdomsarbejde bredt ud til nye steder. Og det lykkes!
Læs bl.a. om den nye ansatte, Nane Khachatryan, som har fået en masse godt i gang, bl.a. en kristen diskussionsklub blandt studenter, flere søndagsskoler...
Langt ude og højt oppe
Af Per Pedersen
- Lagde du mærke til, at der var nogle af de voksne, som ikke lignede lærere? spurgte Arshavir, da vi gik ud af skolen. Det er folk fra landsbyen. Jeg har ellers ikke inviteret dem, for der er jo ikke plads.
Arshavir er evangelist i det armenske bibelselskab. Det er tiende gang han besøger landsbyen Martuni. Normalt drejer det sig om Gud. I dag drejede det sig også lidt om Danmark. Vi havde bøger med til at dele ud. Børnene fik en bog om Bibelens personer og en tidslinje over bibelhistorien. Lærerne og de andre voksne fik også en bog om hvordan Bibelen er blevet brugt i de folkesange og kunstværker, som alle kender.
- Det er en vigtig bog at dele ud, siger Arshavir, for den viser, at når man vender tilbage til kirken, så er det ikke noget nyt og fremmed, man gør. Man er ikke på vej til at holde op med at være armenier, men man er på vej til at blive virkelig armenier igen. Vi har jo altid været et kristent folk.
Martuni ligger langt ude og højt oppe. På bjergene, som omgiver dalen, er den første sne faldet, et tyndt lag. Man kan se et militærets stillinger deroppe, grænsen til Adzerbaijan er ikke langt borte. Et par mænd hugger brænde, man hører øksernes "tjuk". Nogle koner høster de sidste hvidkål i haven, de stamper jord af støvlerne. Høstakkene ved udhusene har samme form og farve som bjergene, bare mindre. Nede ved bækken går en flok gæs og skræpper.
Bittert eller sødt
I lærerværelset sidder de og venter på os.
- Velkommen! siger skolelederen. Skal den være bitter eller sød?
- Bitter, siger Arshavir. Vi skal kvikkes lidt op, turen herop var lang i dag.
Det er kaffen, det drejer sig om. Med eller uden sukker. Mens en af lærerinderne laver den på blusset over gasflasken, får vi en sludder om løst og fast, om hvad der skal ske i dag, og om vi dog ikke snart kan blive døbt!
- Min mand er døbt, siger Armenuhi. Han blev døbt da han var lille, det fortalte hans bedstefar før han døde. Men jeg kommer nede fra Hoktemberian, og der var kommisæren meget streng. Ja, I ved hvordan det var, kirken blev godt nok ikke brudt ned, men de holdt grise i den. Og nu vil jeg altså godt snart døbes, ikke! Sammen med børnene, jeg har tre børn. Vi vil holde en stor fest og min søster vil også døbes.
Man kan høre børnestemmer og skramlen ude på gangen. De er ved at flytte stole ind i klasseværelset ved siden af.
Talenter og det, der mangler
Glade ansigter, hilsener og gensynssnak. Vi stiller papkasserne med bøger på katederet. 61 børn og voksne. Ingen ledige stole. Jeg sætter mig i vinduet. I den hvide maling er der ridset et hjerte med A+H indeni.
- Så er det lignelsen om talenterne, siger Arshavir. Hvem vil læse den højt? Syv hænder i vejret og der bliver stille.
Arshavir udlægger lignelsen.
- Det er forskelligt hvad vi kan, og hvor meget vi kan. Men det er ikke pointen at vi skal til at sammenligne os med de andre. Pointen er at Gud har udrustet os alle sammen med evner til at gøre noget godt, og de evner skal vi bruge. Alt hvad vi har, har vi fået fra ham. Han er vores skaber og vores herre. Han er interesseret i at vi bruger det godt. Hele vores liv er en tjeneste for ham, hvad enten vi arbejder med dyrene, dyrker haverne, er dygtige til matematik eller til at synge. Eller vi er en far eller en mor, så er det også en gave. At have børn er jo den største gave fra Gud. Og dem skal vi tjene, når vi er forældre. Eller når vi er bror eller søster eller kammerat.
- Men det er også sådan at vi tit godt kan se at vi mangler noget, og vi ikke kan gøre det gode, som trænger til at blive gjort. Derfor skal vi læse en historie om en mand, der manglede noget, og så gav Jesus ham det. Og det er altså ikke bare en lignelse, det er noget, som er sket i virkeligheden. Hvem vil læse for os andre?
Igen syv hænder i vejret. Og vi hører historien om da Jesus forvandlede vand til vin, så de blev glade og fik en god fest.
- Gud vil have at vi gør noget godt. Og når vi kan se vi mangler noget, så kan vi gøre ligesom Maria. Bede Jesus om at give os det, vi mangler.
Vi rejser os op og slutter med fadervor. Nogle skynder sig at finde sedlen, hvorpå den står trykt. De fleste kan den udenad.
Håndtryk
- Tag bare og sæt jer ned igen, siger Arshavir, for vi har en gæst i dag. Det er fader Bierrr, ja sådan hedder han altså, og han er fra den danske kirke.
Arshavir fortæller historien om Karen Jeppe og Maria Jacobsen. De flygtede ikke. De blev sammen med armenierne under forfølgelserne, dengang vores bedsteforældre var børn.
- Og de er altså stadig væk vores gode venner, i den danske kirke. Hvis ikke det var for dem, så kunne jeg ikke komme og besøge jer, og så ville I heller ikke have fået jeres Bibler og de her bøger, som vi har med i dag.
Han begynder at åbne papkasserne, men standser så.
- Men først, siger han med et drillende glimt i øjnene, så må I sige mig, hvor er det lige Danmark ligger? Er det i Afrika eller Amerika?
Der fnises, men ingen tør svare
- Afrika, siger en lille dreng med øjnene fulde af iver.
Stor latter.
– Nej, altså! siger geografilærerinden, man bliver jo helt flov! Det har jeg altså lært jer. Hun maser sig op foran, snupper et atlas ud af skabet og peger: Der er det! Skandinavien, ikke også. Her ligger Danmark, og det var der Fritjof Nansen kom fra, ikke!
Der nikkes lydigt.
- Man skal flyve i fem timer for at komme til Danmark, siger jeg. Og vi er meget forskellige. Jeg har blå øjne, jeres er sorte. Min kirke er en luthersk kirke, og jeres er orthodoks. Vi er langt væk fra hinanden. Vores sprog er også forskelligt, selv om jeg bor her hos jer, så kan I høre at nogle ord har jeg svært ved at udtale helt rigtigt. Men alligevel er vi meget tæt på hinanden. Vi har den samme frelser. Og hver dag så siger vi de samme ord til Gud, vi beder Fadervor, ligesom I gør. Vi er ens inden i, for vi har den samme Gud oven over os.
Og nu er der altså nogen, der tænker sådan her: Vi har godt nok aldrig set de der mennesker nede i Armenien, men hvis det er sådan, at de gerne vil være med i kirken, så er vi med! Så vil vi gerne trykke dem i hånden, for så er vi deres brødre og søstre.
Så når I om lidt får bøgerne her i hånden, så er det spændende bøger, men samtidig håber jeg også I kan mærke, at der ligesom er nogen der trykker jer i hånden og siger "du er min bror" eller "du er min søster".
Arshavir bad mig begynde uddelingen ved at overrække bøgerne til skolelederen. Han modtog bøgerne, og så tog han min hånd. Han trykkede hårdt.
"Moving Gospel"
Hvis noget skal lyde rigtig godt, så skal det hedde noget på engelsk. Derfor kalder Arshavir sit program for "Moving Gospel". Det betyder to ting på samme tid: "evangeliet, der bevæger" og "evangeliet i bevægelse". Programmet går ud på at besøge landsbyer, som ligger langt ude og højt oppe, og som ingen andre bekymrer sig om.
Programmet støttes af Dansk Armeniermission og Det Danske Bibelselskab. Det har foreløbig kørt i tre år. 14 landsbyer er blevet besøgt 12 gange hver. Anslået har 2500 personer deltaget. Efterfølgende er mange blevet døbt. Hvis man spørger Arshavir efter et nøjagtigt tal, opdager man at han ikke kan svare, men alligevel har han ikke noget imod at blive spurgt.
- Ovre i Arjagut var det 67 personer. De blev døbt på én gang. Det var næsten hele landsbyen, kun en enkelt familie holdt sig udenfor, eller måske var det to. Jeg var selv til stede, og jeg tror at det er den bedste historie vi har oplevet indtil nu. Men jeg er evangelist. Vi lægger grunden, og når vi har gjort vores, siger vi det til præsten, og så tager kirken over.
