Selvom jeg har været med på Oddesundlejren i mange år, får jeg stadig præcis den samme fornemmelse i maven, når jeg ser det billede for første gang.  Det lille billede, hvor vi alle sammen står samlet, er præcis, hvad Oddesundlejren handler om – når du først har været med på Oddesundlejren én gang, så er du med i stort fællesskab, for vi Oddesund’ere holder sammen. Vi holder sammen, fordi vi har det skide skægt i en uge i sommerferien, lige meget om vi er seks eller 14 (eller 40) år gamle. 
Det virker faktisk lidt underligt, at der er så mange børn, der frivilligt bruger den første uge af sommerferien på at stå tidligt op, selv ordne deres tøj o.s.v., men det er også det sjove. Man kommer lidt væk fra mor og far og får selv lov til også er væk hjemmefra. Så man keder sig aldrig på lejren – der sker altid noget.

Alle de sjove timer hvor vi er på løb, laver huler i skoven, bader (eller fanger krabber) eller bare sidder ovre på sovesalene og snakker med en ny god ven. Eller de mindre sjove timer hvor vi er trætte, ikke kan lide middagsmaden eller savner mor og far. Alle timerne til sammen bliver til en god fornemmelse – præcis den fornemmelse jeg får i maven, når jeg ser fællesbilledet for første gang.

Efterhånden har jeg mange fællesbilleder liggende hjemme i skuffen, og en gang i mellem finder jeg dem frem og kigger på dem. Så prøver jeg at huske navnene på de forskellige børn og voksne, og så kommer alle minderne frem. Dengang Stine slog sig til rundbold, dengang vi var på tur og spiste vilde bær, dengang Frank hældte forkert kødsovs op, dengang vi var ude og flyve inde i spisesalen, dengang Anders Gaden var Vera fra Rutsch, dengang vi lavede cirkus – jeg kunne blive ved i flere timer!