Joh 12,1-16

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. v2  Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

v3  Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. v4  Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: v5  »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« v6  Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. v7  Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. v8  De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«

v9  Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. v10  Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, v11  for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

v12  Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. v13  De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
      Hosianna!
      Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
      Israels konge!
v14  Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
       v15  Frygt ikke, Zions datter!
      Se, din konge kommer,
      ridende på et æsels føl.

v16  Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.